REKLAME
At tale om økonomi før eller under et ægteskab kan føles mindre romantisk end at diskutere bryllupsrejse, boligdrømme og familiens fremtid. Især ordet ægtepagt bliver ofte forbundet med skilsmisse og forestillingen om, at den ene part allerede på forhånd forsøger at sikre sig mod den anden.
Så enkelt er det ikke.
En ægtepagt er først og fremmest en juridisk aftale om formueforhold mellem ægtefæller. Behovet kan opstå, fordi to mennesker sjældent kommer ind i et ægteskab med fuldstændig identiske økonomiske forudsætninger. Og de forudsætninger kan ændre sig markant undervejs.
Derfor kan det være fornuftigt at kende reglerne og tage aktivt stilling til, om de passer til familiens situation.
Familier kan have meget forskellige økonomiske udgangspunkter
Nogle bliver gift tidligt og bygger stort set hele økonomien op sammen. Andre møder hinanden senere i livet med bolig, opsparing, investeringer eller virksomhed i bagagen.
Der kan også være børn fra tidligere forhold.
Det betyder, at to familier med nogenlunde samme indkomst kan have vidt forskellige økonomiske interesser. Hvis den ene ægtefælle eksempelvis ejer en virksomhed, kan værdien udvikle sig betydeligt gennem ægteskabet. I andre familier kan en større arv eller værdifuld fast ejendom spille en central rolle.
Det relevante spørgsmål er derfor ikke, om alle ægtepar bør have en ægtepagt. Det bør de ikke nødvendigvis. Spørgsmålet er, om parret forstår den formueordning, der gælder, og om den stemmer overens med deres ønsker.
Samtalen kan blandt andet være relevant, når:
- den ene eller begge ægtefæller ejer en virksomhed
- der er stor forskel på parternes formuer
- en af parterne ejer væsentlige værdier fra før ægteskabet
- familien består af dine, mine og fælles børn
- økonomien har ændret sig markant efter brylluppet.
En aftale kan skabe klarhed, før den bliver nødvendig
Det kan virke paradoksalt at diskutere økonomien ved et muligt samlivsophør, når forholdet fungerer godt. Men det er netop, mens parterne er enige og kan tale roligt om deres ønsker, at de har gode forudsætninger for at træffe fælles beslutninger.
En ægtepagt mellem ægtefæller kan bruges til at aftale særeje og tilpasse formueforholdene inden for lovgivningens muligheder. Den konkrete løsning afhænger imidlertid af familiens økonomi og af, hvad parret ønsker at opnå. Derfor bør en ægtepagt ikke blot kopieres fra en standardskabelon uden forståelse for konsekvenserne.
Det er også vigtigt at vide, at det ikke er tilstrækkeligt blot at skrive en privat aftale og lægge den i skuffen. En ægtepagt skal opfylde de juridiske krav og tinglyses for at være gyldig.
Samtidig er det værd at genbesøge gamle aftaler, når livet ændrer sig. En ordning, der gav mening ved brylluppet, passer ikke nødvendigvis lige så godt 15 år senere, hvis familien i mellemtiden har fået børn, virksomhed eller en helt anden formue.
Ægtepagt og testamente har forskellige funktioner
En anden almindelig misforståelse er, at en ægtepagt kan bruges til at bestemme, hvem der skal arve.
Det er ikke dens funktion.
Ægtepagten regulerer formueordningen mellem ægtefællerne, mens et testamente handler om fordelingen af arv efter et dødsfald inden for arvelovens rammer. De to dokumenter kan påvirke den samme families økonomiske situation, men gør det på forskellige måder.
Sondringen kan være særlig relevant i sammenbragte familier. Her kan der både være ønsker til ægtefællernes indbyrdes økonomi og til, hvordan værdier senere skal fordeles mellem ægtefælle, fælles børn og særbørn. Det kræver, at man ser på de juridiske værktøjer hver for sig og derefter på deres samlede virkning.
En samtale om ægtepagt behøver derfor hverken være en forventning om skilsmisse eller et udtryk for manglende tillid. For nogle par vil konklusionen være, at de eksisterende regler passer fint til deres situation. For andre kan der være gode grunde til at aftale noget andet. Det væsentlige er, at familiens økonomiske rammer bygger på et bevidst valg frem for på antagelsen om, at reglerne sikkert fungerer, som man forestiller sig.
